Gå til hovedindhold

Fire værtsbyer klar til at skabe EM-fest i Danmark

Aarhus, København, Odense og Brøndby står skulder ved skulder om fanzoner, byliv og stærke rammer i buddet på et dansk-svensk EM-værtskab i 2029, der kan sætte ny publikumsrekord og løfte fodbold for piger og kvinder yderligere.

Foto: Anders Kjærbye / dbufoto.dk

Indhold

    Danmark og Sverige har i dag officielt indsendt et fælles bud til UEFA om værtskabet for EM i 2029. Det er en historisk satsning på fodbold for piger og kvinder, og samtidig vil det give fire danske værtsbyer og de fire stadions – Parken i København, det nye stadion i Aarhus, Nature Energy Park i Odense og Brøndby Stadion i Brøndby – mulighed for at invitere Europa indenfor til en folkefest, hvor fodbold, fællesskab og festlige rammer med bynære fanområder går hånd i hånd.

    Det dansk-svenske bud rummer potentialet til at sætte nye tilskuerrekorder. Ved sommerens EM i Schweiz blev der sat rekord med samlet set 657.291 tilskuere til slutrundens 31 kampe. Sammen med de svenske arenaer giver de fire danske værtsbyer mulighed for at nå en samlet opbakning på knap en million tilskuere – og dermed skabe det mest besøgte EM nogensinde.

    ”Det her bud på EM-værtskabet er resultatet af et stærkt samarbejde på tværs af by- og landegrænser. Der skal lyde en særlig tak til vores danske værtsbyer, København, Odense, Aarhus og Brøndby, samt de mange byer, der har tilbudt sig som basecamps for de deltagende hold, for den store opbakning og energi, de har lagt i buddet. Uden deres engagement ville det ikke være muligt at præsentere en så stærk og ambitiøs plan, som vil styrke kvindefodbolden og fællesskabet mange år frem,” siger Jesper Møller, formand i DBU.

    ”Danmark har gennem årene vist, at vi kan skabe store fodboldøjeblikke som værtsland – fra U21-EM i 2011 til EURO2020 i 2021. Med et EM-værtskab for kvinderne vil vi kunne binde en smuk sløjfe på vores værtskabshistorie og samtidig tage et vigtigt skridt ind i fremtiden. Fodbold for piger og kvinder fortjener sin plads i kalenderen, og en slutrunde i Danmark vil være et oplagt vindue til at formidle vores værdier om fællesskab, ligestilling og mangfoldighed – samtidig med at vi samler mennesker til fest og farver over hele landet,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

    "Jeg er glad for, at vi sammen med vores nordiske nabo og stærke danske byer kan aflevere et flot bud på EM-værtskabet for kvinder i 2029. Med fire kampe i Aarhus kommer vi til at få en sand fodboldfest i byen. Forhåbentlig kan slutrunden også være med til at sætte et velfortjent fokus på kvindefodbold og inspirere endnu flere piger til at søge mod sporten og blive en del af fællesskabet i vores foreninger," siger Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus.

    ”Aarhus vil i 2029 invitere EM indenfor på Danmarks smukkeste stadion, tæt på byen og midt i skoven. Kongelunden vil være den perfekte ramme for spillere og fans – og vil forstærke den fremgang, vi i disse år ser inden for kvinde- og pigefodbolden. Flere idoler, flere piger på grønsværen!” siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus.

    Sidst opdateret: 28. august 2025