European Choir Games afslører de første navne
Nu løftes sløret for de første events på programmet til Europas største korfestival, der afholdes i Aarhus til sommer. Oplev blandt andet fire stjernekoncerter i Musikhuset og gigantisk fællessang på Bispetorv.
Der bliver sang og fest i byen, når Aarhus er vært for Europas største korfestival, European Choir Games, der afholdes 28. juni til 6. juli 2025.
Aarhusianerne kan se frem til et overflødighedshorn af koncerter, konkurrencer, workshops og kulturel udveksling mellem kor fra hele verden. Nu løftes sløret for de første events, der blandt andet byder på internationale korlegender og kæmpe fællessang på Bispetorv.
"Jeg glæder mig utroligt meget. Det bliver en helt fantastisk oplevelse, som kommer til at fylde byen med fællessang og enestående oplevelser. Jeg er stolt af, at Aarhus skal være vært for kormusik i verdensklasse, og jeg glæder mig til selv at synge med," siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Kormusik i hele byen
European Choir Games er en international korkonkurrence og en fejring af kortalenter fra hele verden. I festivalen deltager omkring 130 kor, som man kan høre gratis i både konkurrencer og venskabskoncerter rundt om i byen.
"I kormusik kan vi opleve at høre sammen, både når vi lytter og selv synger. Derfor er det fantastisk at kunne invitere til både koncerter med stjerner fra korverdenen og events, hvor Aarhus selv kan synge med," siger Lene Juul Langballe, der er projektleder for European Choir Games.
I Musikhuset kan man for eksempel opleve fire korkoncerter, der afsøger alle hjørner af kormusikken. Stjernekoncerterne er en fejring af kormusikkens alsidighed og af de allerstørste navne.
European Choir Games er en hyldest til kormusikken, og derfor vil udbredelsen af musikkens glæde og fællesskab være centralt, når Aarhus bliver fyldt med sang.
Som optakt vil aarhusianerne og byens gæster ved selvsyn kunne opleve musikken, når op mod 1.000 aarhusianske skolebørn den 4. juni giver korkoncert på Bispetorv akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra.
Dagen efter inviteres alle interesserede til fællessang med det populære koncept Syng! Syng! Syng!, der har været en stor succes i Musikhuset. Denne gang er hele byen inviteret med, når Syng! Syng Syng! flytter fra Musikhusets Foyer og ud i det fri til Bispetorv mellem Domkirken og Aarhus Teater. Det er gratis at deltage, når Line Groth leder deltagerne gennem fællessangen.
Fakta: De første events
Et Gigakor med op mod 1.000 aarhusianske skolebørn synger korkoncert på Bispetorv akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra. Koncerten er kulminationen på et samarbejde mellem Sangkraft Aarhus, LMS og European Choir Games, der skal skabe mere fællessang i skolen.
Syng! Syng! Syng! er for dig, der elsker at synge i badet eller skråle med på alverdens ørehængere og pop-hits. Grundlovsdag er alle borgere i Aarhus inviteret til at synge med, når det populære koncept indtager pladsen mellem Domkirken og Aarhus Teater. Line Groth leder flokken igennem fællessangen, og det er gratis at deltage.
Ars Nova er Danmarks fornemste kammerkor og favner både den allerældste og den allernyeste musik. Til koncerten Nordiske Korkantater kan publikum blandt andet opleve sfæriske klange af Arvo Pärt og Anna Thorvaldsdottir samt fascinerende musik af Per Nørgård.
Det hele bindes sammen af den estiske dirigent Risto Joost, der bevæger sig smidigt i den vokale og symfoniske verden.
The Real Group har opført tæt på 3.000 koncerter siden starten i 1984 og udfordrer konstant grænserne for, hvad der kan opnås med stemmen som det eneste udtryksmiddel. Mød Clara Fornander, Joanné Nugas, Johannes Rückert Becker, Axel Berntzon og Daniele Dees i et program med en spændende blanding af jazz, pop og kormusik.
Vocal Line er et moderne a cappella-kor, der er kendt for sine kompromisløse fortolkninger og unikke, innovative arrangementer. Til koncerten New Nordic World pakkes stemmer og harmonier ind i professionel scenografi, lyd- og lysdesign. Det bringer den nordiske musik til live i en koncertoplevelse, der på samme tid bliver intim og storslået.
Vocal Line har tidligere vundet konkurrencen Eurovision Choir 2019 ved netop European Choir Games.
Song & Wind er et nyt musikalsk storværk af den prisvindende komponist Jakob Buchanan. I Symfonisk Sal bliver værket bragt til live af Aarhus Jazz Orchestra og Concert Clemens under ledelse af Carsten Seyer-Hansen.
Song & Wind, der er inspireret menneskets relation til naturen, opføres i et unikt og nysgerrigt musikalsk møde mellem orkester og kor og med den internationalt anerkendte perkussionist Marilyn Mazur som gæstesolist.
Du kan også opleve...
Kor fra hele verden rejser til Aarhus for at dyste i kategorier lige fra gospel, folklore og kammerkor til jazz, pop og show. Oplev kormusik i verdensklasse når sangerne giver alt, hvad de har i drømmen om at vinde de mest prestigefyldte priser inden for korverdenen.
Koncerterne er fordelt over 10 discipliner på 30 niveauer med 130 deltagende kor.
Under festivalen kan du opleve venskabskoncerter, hvor kor fra hele verden mødes og synger sammen. Koncerterne er gratis og vil få alle hjørner af byen til at klinge af sangglæde, lige fra Dokk1 til Salling ROOFTOP.
De 130 deltagende kor vil synge omkring 40 koncerter fordelt over hele byen.
Særligt udvalgte danske og internationale kor synger fælleskoncerter med nordisk repertoire. Projektet er et af mange, der under festivalen styrker udveksling og inspiration mellem deltagende kor både musikalsk og kulturelt. Glæd dig til at opleve korene optræde sammen i Vor Frue Kirke ved Klostertorvet.
De mange tilmeldte kor åbner anden del af festivalperioden med en storslået parade gennem Aarhus.