Dobbelt VM-succes i Aarhus
900 unge sejlere fra 52 nationer har gennem 19 dage konkurreret om verdensmesterskaberne for unge i ILCA 4 og ILCA 6 i Aarhus. De stærke internationale felter fik både udfordrende forhold på Aarhusbugten og en festlig afslutning på land.
900 unge sejlere fra 52 nationer har de seneste 19 dage dystet om titlen som verdensmester i verdens mest sejlede enmands-jolle. Med dobbelt-VM i ILCA 4 Youth og ILCA 6 Youth har Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter både budt på drabelige dyster på vand og været en fest for sejlerne på land.
Onsdag kunne Danmarks tredobbelte OL-medaljetager i ILCA 6, Anne Marie Rindom, så hænge metallet om halsen på de nye verdensmestre som kulminationen på næsten tre uger med masser af vind og vindermentalitet.
Fra Aarhus til OL
”Det har været fantastisk at være vært for knap tusinde unge sejlere de seneste par uger,” siger Regatta Manager Per Hjerrild fra Aarhus Internationale Sejlsportscenter:
”Det er jo blandt de her unge, at de kommende års olympiske deltagere fra rigtig mange lande skal findes. De er helt sikkert blevet testet af de altid skiftende og udfordrende forhold på Aarhusbugten. Samtidig har der inde på land været en utrolig positiv stemning, og alle har hygget sig sammen - lige som det skal være til et ungdoms-VM.”
Ambitioner om mere
Det er ikke kun de unge sejlere, der har ambitioner. Det samme har Sport Event Denmark, hvor man drømmer om at fortsætte rækken af internationale sejlsportsevents i Danmark og smilets by.
Direktør Lars Lundov siger:
"To ILCA VM'er på få uger har bekræftet, at Aarhus og Aarhus Internationale Sejlsportscenter tilbyder nogle af Europas bedste rammer for international sejlsport. Her kan både unge talenter og nogle af verdens fremtidige seniorsejlere konkurrere under optimale forhold. Det giver også ambitioner for fremtiden, og vi ser meget gerne, at Danmark på sigt får mulighed for at være vært for et ILCA 7-VM. Hvor ILCA 4 og 6 er for ungdom, så er ILCA 7 for seniorsejlere, og det er samtidigt en af sejlsportens olympiske klasser."
Vindere fra hele verden
ILCA-jollen er identisk for de unge og de voksne sejlere, og det er alene størrelsen på sejlet, der er forskellig. I ILCA 4 tog græske Elini Triantou guldet hos pigerne, mens Leo Gosling fra Schweiz kan kalde sig 2026 ungdomsverdensmester hos drengene. Hos de lidt ældre sejlere i ILCA 6 var der også græsk guld til Hermionie Ghicas hos kvinderne, mens det hos herrerne var Erik Scheidt fra Brasilien, der kunne stille sig øverst på skamlen.
Medaljetagerne sluttede selvfølgelig festen med den klassiske champagnebruser – dog i en ungdoms-VM-venlig version med sodavand i flaskerne.