Gå til hovedindhold

EM: fodboldfest på havnefronten

Kom ned på havneområdet i Aarhus og hep på Højlund og alle de andre danske stjerner, når DR i samarbejde med Aarhus Kommune viser EM-fodbold på storskærm fra 14. juni – 14. juli.

  • Læs op

Indhold

    Update fra Østjyllands Politi:

    Trafikken lørdag 29. juni bliver påvirket af stor fodboldfest i Aarhus

    Lørdag eftermiddag og aften vil der blive lukket for trafikken foran Havnefronten i Aarhus C, når Danmark spiller fodboldkamp mod Tyskland.

    Afspærringen vil være gældende fra kl. 18.00 til kl. 00.00 og vil denne gang også gælde for al busdrift efter aftale med Midttrafik.

    Afspærringen vil være gældende på Skolebakken og Kystvejen mellem Skolegyde og Navitas. Østjyllands Politi opfordrer til, at man finder alternative ruter og beklager de midlertidige gener, det måtte medføre for trafikanterne og beboerne i området.
     
    Foruden de trafikale afspærringer på strækningen har Letbanen også omlagt sine køreplaner, og Letbanen vil således ikke køre på strækningen langs Havnefronten lørdag aften. Du kan holde dig opdateret om køretiderne hos Midttrafik eller via Rejseplanen.

    Redningskøretøjer vil stadig kunne komme ind på området i det omfang, det måtte blive nødvendigt – og Østjyllands Politi vil også være til stede i området gennem hele lørdagsarrangementet.

    Pas på hinanden
    Samtidig skal lyde en opfordring til, at alle deltagende fodboldgæster passer godt på hinanden og accepterer, når pladsen bliver fyldt, og der ikke kan lukkes flere mennesker ind på Havnefronten. Undgå desuden at kravle op på f.eks. Letbaneskure, da det kan være forbundet med stor fare.

    Om arrangementet
    Havnefronten i Aarhus (Herman Sallings Plads) bliver midtpunkt for en af årets store fodboldfester. Alle EM-kampe bliver vist på en storskærm, der er sat op ude i vandet, og på pladsen bliver der opbygget et stort og festligt fanområde for hele familien med vægt på hygge og de gode oplevelser omkring fodbolden.

    Det er muligt at købe mad og drikke på pladsen, og der er gratis adgang.

    Publikum kan udover fodbold i verdensklasse glæde sig til fede koncertoplevelser, Kreabix med Emma fra DR Ramasjang og åbne mini-fodboldbaner. Børn og bevægelsesglade sjæle får en fest med ansigtsmaling og Sommerfræs.

    Se en samlet programoversigt her

    Sidst opdateret: 27. juni 2024