Gå til hovedindhold

Mindre arrangementer

Som arrangør af mindre arrangementer på offentlige arealer skal du søge om tilladelse hos Aarhus Kommune. Et mindre arrangement er, når der er under 100 deltagere, og arrangementet varer under 1 time.

Indhold

    Et mindre arrangement kan være teater- og musikarrangementer, motionsarrangementer, små loppe- og bagagerumsmarkeder uden trafikale konsekvenser, informationsboder, vejfester på private og offentlige villaveje og filmoptagelser, hvor der ikke skal foretages afspærringer.

    Søg om tilladelse via brugaarhus.dk

    Tjekliste til ansøgning for mindre arrangementer på offentlige arealer

    • Hvornår ønsker du at afholde arrangementet?
    • Hvem er arrangør - inklusiv oplysninger om kontaktperson?
    • Hvad ønsker du at lave? Beskriv arrangementet
    • Hvor ønsker du arrangementet bliver afholdt? Angiv gerne flere muligheder
    • Hvilke ruter ønsker du at anvende til løb, optog med videre? Vedlæg kort
    • Hvad skal der bruges, hvis det er muligt - strøm, vand med videre?

    Husk at sponsorreklamer med videre skal være tilknyttet selve arrangementsområdet. Der må herudover ikke reklameres for enkeltstående erhvervsinteresser på offentlig veje, pladser eller grønne områder.

    Hvis du ønsker at bruge et vejareal på offentlig eller privat fællesvej til en vejfest, skal du søge tilladelse på www.virk.dk. Du kan kun få lov til at afholde vejfester på mindre befærdede boligveje - og ikke på veje, hvor der er kollektiv trafik.

    Søg via virk.dk her

    Tjekliste til ansøgning om afholdelse af en vejfest 

    • Hvilken vej skal festen holdes på?
    • Hvis det ikke er hele vejen, hvilken strækning ønskes så benyttet?
    • Hvornår skal vejfesten afholdes?
    • Og i hvilket tidsrum?
    • Hvem er arrangør?

    Brug af parker eller andre grønne områder til private fester

    Aarhus Kommunes parker og grønne områder er etableret til brug for borgernes rekreative anvendelse. Derfor kan parker og grønne områder ikke lånes eller lejes til private fester.

    Der er tre typer af mindre motionsløb: Løb på arealer uden benyttelse eller krydsning af offentlig veje, løb med under 100 deltagere og løb inden for afspærrede kvarterveje. Ved alle tre typer skal du søge om tilladelse på brugaarhus.dk, hvis motionsløbet holdes på et kommunalt areal.

    Søg tilladelse via Brug Aarhus her

    Løb på lejet areal uden benyttelse eller krydsning af offentlig vej, sti eller plads

    Den første løbstype er løb, der alene foregår på et lejet areal uden på nogen måde at benytte eller krydse offentlige veje, stier eller pladser (typisk børneløb, hvor hele arrangementet afholdes inde i en park).

    Du skal have tilladelse fra arealejeren. Da der typisk er tale om en park eller et andet grønt område, skal du derfor søge tilladelse hos Teknik og Miljø.

    Løb med under 100 deltagere

    Den anden type mindre motionsløb er løb med under 100 deltagere, og hvor deltagerne både forudsættes at overholde alle færdselsregler og udvise fuld hensyntagen til andre, ikke-deltagende (typisk testløb eller træningsløb for en begrænset del af en klub).

    Du skal have tilladelse fra arealejerne af såvel startsted, målsted og af selve ruten.

    Herudover skal der indhentes tilladelse hos Østjyllands Politi. Det kan ligeledes være relevant at tage kontakt til Aarhus Brandvæsen.

    Løb uden fri tilmelding inden for spærret kvarterveje

    Den sidste type mindre motionsløb er løb, hvortil der ikke er fri tilmelding, og som alene benytter afspærrede kvarterveje, der ikke indgår i busruter (typisk som led i en vej- eller bydelsfest).

    Du skal også søge om tilladelse hos Østjyllands Politi og måske også Aarhus Brandvæsen.

    Du skal være særligt opmærksom på

    Hvis der stilles krav om anvendelse af afspærringsmateriel, skilte eller lignende, kan det købes eller lejes hos private firmaer.

    Hvis der ved arrangementet planlægges håndtering af fødevarer, skal du være opmærksom på reglerne for dette. Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

    Du skal søge mindst 14 dage før arrangementet skal afholdes.

    Du skal regne med udgifter til arealleje og for leje af materiel. Ved mangelfuld renholdelse udfører Aarhus Kommune arbejdet for din regning. 

    I Aarhus Kommune er der godkendt to faste stadepladsområder - Skt. Clemens Torv og Ingerslevs Boulevard. Der er torvedage onsdage og lørdage. Herudover er der i sommerhalvåret tilbagevendende bagagerumsmarkeder på Ingerslevs Boulevard.

    Efter ansøgning giver Aarhus Kommune lejlighedstilladelse til etablering af stadepladser og lignende på andre offentlige vejarealer, hvis færdselsforholdene giver mulighed for det. Vi kan også give lejlighedstilladelse til etablering af markeder i offentlige parker, når det er foreneligt med parkernes øvrige, rekreative anvendelse.

    Ansøgninger om torvestadepladser skal indeholde følgende oplysninger

    • Ansøgers navn, adresse og telefonnummer
    • Beskrivelse af boden (tegninger, fotos med videre)
    • Hvad sælges fra stadepladsen?

    Søg tilladelse via Brug Aarhus her

    Bagagerumsmarked på Ingerslevs Boulevard

    Bagagerumsmarkedet administreres af Lions Klub Lystrup. Det overskud markedet giver, anvendes udelukkende til velgørende formål. Lions Bagagerumsmarked afholdes den 1. og 3. søndag i april til september.

    Læs mere om bagagerumsmarkederne på www.lions-bagagerumsmarked.dk.

    Mindre forestillinger er arrangemente:

    • hvor der ikke opkræves publikumsbetaling.
    • som gennemføres i en afgrænset del af en park eller en plads - altså ikke på almindelige gader og stræder
    • der er af kort varighed
    • hvor der ikke skal opstilles scene eller anden form for hævede elementer
    • hvor der ikke anvendes lydforstærkning
    • hvor parkens eller pladsens normale brug kan opretholdes, uanset forestillingens afholdelse

    Eksempler på sådanne arrangementer kan være:

    • en sanggruppe, der synger et kort repertoire
    • et hornorkester, der spiller nogle numre
    • en skoleklasse, der opfører et lille eksamensprojekt i drama
    • et danseensemble, der demonstrerer sit kunnen
    • nogle sportsfolk, der forsøger at promovere deres sport via en demonstration

    Normalt vil der kun skulle indhentes tilladelse fra arealudlejeren for afholdelse af sådanne mindre arrangementer.

    Hvis du ønsker at benytte et kommunalt ejet areal, skal du ansøge på BrugAarhus.dk.

    Søg om tilladelse via Brug Aarhus her

    Sidst opdateret: 25. juli 2024